Pernille (51) og Jette (59) havde aldrig været på decideret vandretur, før de tog afsted på Via Francigena.
Valget faldt på den italienske pilgrimsrute, fordi Pernille bor i Italien. Inspirationen til at tage ud at vandre fik hun fra gode venner, der gik samtlige 800 kilometer på Caminoen og undervejs lagde opslag op på de sociale medier. Pernille fik lyst til at prøve noget lignende, googlede og fandt ud af, at Italien har Via Francigena, en pendant til Caminoen. Hun fik sin veninde Jette, der bor i Københavns-området, med på ideen, men de skulle kun være af sted en uge, for ingen af dem havde mulighed for at være væk længere fra arbejde og familie.
Vi forberedte os egentlig ikke, for vi går i forvejen meget i dagligdagen, og så dyrker vi begge to zumba. Jeg gik en masse kilometer, men der er rimelig fladt her, hvor jeg bor. Pernille fik væsentlig flere højdemeter i benene, siger Jette.
Hun fløj til Italien dagen før, vandreturen begyndte, og så prøvepakkede de to veninder deres rygsække og valgte tøj og udstyr til og fra ud fra vejrudsigten – og vægten.
Veninderne havde i alt fem vandredage, og de første tre var fantastiske.
Vi kom igennem nogle fantastiske naturområder, som var utrolig smukke, og der var nogle virkelig hyggelige små landsbyer undervejs. Så selv om vi var enormt trætte, når vi nåede frem, skulle vi alligevel ud at udforske stedet, siger Pernille.
Fjerdedagen var til gengæld decideret kedelig, fordi ruten gik langs store veje og asfalt.
Pernille havde vabler på fødderne og vi gik hele dagen på asfalt, så det var træls. Men det er nok svært at lave en rute ind mod Rom, der ikke går langs store veje, siger Jette.
Til gengæld var den sidste dag inde i Rom super, selv om ruten også var på asfalt og fortove. Vi kom gennem et flot naturområde, som man ikke forestiller sig, der er i en storby, og vi kom op i højderne, så vi fik en fantastisk udsigt over Rom, siger Pernille.
Vandreturen sluttede ved Peterskirken, hvor de to veninder fik stemplet deres pilgrimspas.
Stemplet gjorde, at vi fik adgang til at gå direkte ind i Peterskirken uden om den kilometerlange kø, og det var en stor oplevelse. Om aftenen var vi selvfølgelig ude at fejre vores bedrift med gode drinks og en god middag, siger Pernille.
Undervejs på Via Francigena overnattede de to veninder på både hoteller, albergo, der er en form for pensionat, og bed & breakfast-steder.
Overnatningsstederne var i top, og vi mødte kun søde mennesker, som var meget imødekommende. Vi kunne ankomme og rejse på de tidspunkter, der passede os, og et sted var restauranten egentlig lukket, men de åbnede, fordi vi var flere vandrere, der havde brug for at få noget at spise, siger Jette.
Frokost og snacks købte Pernille og Jette som regel hos på små købmænd på ruten, og her kom det dem til gode, at Pernille taler italiensk.
I de små landsbyer er der ikke ret mange, der taler engelsk, så det var en stor hjælp for os, at Pernille kan sproget. Vi fik dem til at flække noget brød og fylde salami eller skinke i, og tit fik vi ekstra eller gratis chokolade, fordi de blev så duperet over, at Pernille talte deres sprog, siger Jette.
Veninderne gjorde det til en vane at holde en god lang pause midt på dagen, hvor de spiste frokost og tog skoene af, så både strømper og fødder kunne få luft og blive tørret.
Via Francigena var rigtig godt afmærket med skilte. Derudover fandt de to veninder vej ved at benytte Vagabond Tours’ app, men de brugte samtidig appen Strava, som gjorde, at familien derhjemme kunne følge med i vandreturen.
Vi ville gerne have vidst, at vi skulle ud i så kuperet terræn. Dagsturenes længde og højdemeter generede mig ikke, men jeg kunne godt have tænkt mig at være mere forberedt på det kuperede terræn, så man hver morgen havde en idé om, hvad man skulle ud i den dag, siger Jette.
Pernille havde trods indkøb af dyre vandrestøvler, som hun havde gået til hele sommeren, og uldsokker problemer med vabler. Hun satte vabelplaster på, men blev efter hjemkomsten belært om, at hun burde havde punkteret vablerne med en nål, inden hun satte vabelplaster på.
Så næste gang vi skal afsted, tager jeg en nål og sprit med i bagagen, siger Pernille.
Veninderne har for længst besluttet, at de skal afsted igen, og denne gang vil de vælge en vandretur, der tilbyder bagagekørsel.
Vi gik med ti kilo på ryggen, og det var hårdt, både for skuldre og fødder, samtidig med at vi skulle tænke nøje over, hvad vi pakkede i rygsækken. Vi vaskede sokker i håndvasken om aftenen, og vi gik i det samme tøj, når vi var ude at spise om aftenen, siger Jette.
Vi havde fravalgte at få vores bagage transporteret fra sted til sted, fordi vi synes, det var en doven løsning, men næste gang vi tager afsted, skal vi have bagagetransport, så vi kun skal bære vores dagtursrygsæk, siger Pernille.
