BLIV KLOGERE PÅ
Via di Francesco
Via di Francesco er en rejse gennem Italiens spirituelle, kulturelle og kulinariske landskab – i hjertet af Umbrien. Den centrale by på ruten, er Assisi – hvis basilika sammen med franciskanerordenen er UNESCO verdensarv.
5 grunde til at vandre Via di Francesco
1) Naturen og landsbyerne i Umbrien
Via di Francesco snor sig gennem Umbriens frodige bakkelandskab og tæt på gamle stier, hvor pilgrimme og handlende har færdedes i århundreder. Ruten går gennem historiske byer som La Verna, Gubbio og Spello, og hele vejen møder du smukke landskaber fyldt med skove, vinmarker og olivenlunde. Fra ruten kan du nyde storslåede udsigter over Italiens grønne hjerte og finde fred i naturen omkring dig.
2) Autentisk italiensk gæstfrihed
Langs Via di Francesco vil du opleve en hjertevarm italiensk gæstfrihed fra lokalbefolkningen. Byer og små samfund langs ruten byder pilgrimme velkommen – og mange seder er der familiedrevne kroer og lokale tavernaer, hvor du kan nyde traditionelle måltider og en varm atmosfære, som er en naturlig del af den italienske kultur.
3) Historiske og religiøse steder
Via di Francesco er rig på historie og hellige steder, hvoraf mange har tilknytning til Frans af Assisi. Fra klosteret i La Verna, hvor Frans modtog sine stigmata, til Gubbios smukke basilika og den hellige by Assisi, er ruten fyldt med spirituelle vartegn og ikoniske bygninger, der har tiltrukket pilgrimme i århundreder. Det giver en dybere historisk og åndelig oplevelse at vandre ad de samme stier, som Frans engang gik.
4) Kulinariske oplevelser fra det umbriske køkken
På vandringen langs Via di Francesco kan du opleve Umbrien gennem dets traditionelle retter og vine. Undervejs kan du smage trøffelretter, f.eks.tagliatelle al tartufo, det lokale porchetta (fyldt, ristet svinekød) og salte oste som pecorino. Til dessert kan du nyde kager som torciglione og andre lokale søde specialiteter, skyllet ned med et glas umbrisk vin eller den kendte Montefalco Sagrantino.
5) Ro og eftertanke
Via di Francesco er en rolig og mindre befærdet pilgrimsrute, hvor du kan opleve en følelse af fred og fordybelse. Vandrere får mulighed for at nyde naturens skønhed i stilhed og reflektere over rejsens dybere betydning – helt i Frans’ ånd. Via di Francesco byder på en overvældende naturoplevelse – det var derfor Frans vandrede netop i dette område. Ved at vandre i disse smukke bjerge har man mulighed for at opleve nærheden med naturen, historien – og sig selv.
Historien bag
Historien bag Via di Francesco
Via di Francesco, også kendt som “Frans af Assisis vej,” er en historisk pilgrimsrute, som følger i fodsporene på den hellige Frans af Assisi fra bjergene i La Verna i Toscana, gennem Umbrien, og videre gennem Lazio. Ruten er et symbol på ydmyghed og enkelhed, inspireret af Frans’ liv og lære, og blev skabt i middelalderen, da Frans’ budskab om fred og medmenneskelighed spredte sig vidt omkring i Italien og Europa. Pilgrimsrejsen ad Via di Francesco har rødder i Italiens rige middelalderhistorie og en af Italiens mest autentiske pilgrimsruter.
Frans af Assisi (1181-1226) var søn af en velhavende købmand, men frasagde sig rigdom for at leve i fattigdom og næstekærlighed, inspireret af Jesu budskab. Han grundlagde franciskanerordenen i 1209, der blev kendt for at leve i ydmyghed og nærhed til naturen og mennesker. Frans blev helligkåret i 1228 af pave Gregor IX, og flere paver har siden taget hans navn, herunder pave Frans (født Jorge Mario Bergoglio) i 2013, som hyldede hans beskedne og medfølende livsfilosofi.
Ruten fører igennem historiske byer, der ligger på ruten og som har rødder tilbage til tiden, hvor Frans af Assisi levede og vandrede i området. Nedenfor kan du læse om betydningsfulde byer på ruten.
La Verna – Starten på en spirituel rejse
La Verna, et af de vigtigste hellige steder på Via di Francesco. Her ligger det kloster, hvor Sankt Frans angiveligt modtog sine stigmata – de hellige sår, som symboliserer Jesu korsfæstelse. Dette afsidesliggende kloster ligger midt i skovene og har i århundreder tiltrukket pilgrimme, som søger åndelig fordybelse. La Verna er kendt for sine smukke klippeformationer og fredfyldte omgivelser, der inviterer til refleksion og bøn. Herfra begynder mange pilgrimme deres rejse mod Assisi, inspireret af Frans’ ydmyghed og dedikation. Du kan vandre med start i La Verna.
Gubbio – Den historiske middelalderby
På vandringen mod Assisi når man den charmerende middelalderby Gubbio, en af Italiens bedst bevarede middelalderbyer. Gubbio har en særlig plads i Frans’ historie, da det var her, han angiveligt tæmmede den berømte ulv – en historie, der symboliserer fred og harmoni. Byens snoede gader, stenbygninger og det imponerende Palazzo dei Consoli giver vandrere en rejse tilbage i tiden. Her mærker man historiens vingesus i byens klostre og kirker.
Assisi – Frans’ fødeby og sjælen på ruten
Assisi, hjertet på Via di Francesco, er både Frans af Assisis fødeby og stedet, hvor han valgte at leve og prædike. Byen har en dyb åndelig atmosfære, og hovedattraktionen er den storslåede basilika, der huser hans grav. Assisi har en særlig betydning for pilgrimme, der søger at forstå Frans’ liv og lære. Byens smalle gader, gamle klostre og fredfyldte udsigtspunkter indbyder til refleksion. Fra Assisi fortsætter Via di Francesco mod Rieti.
Rieti – Porten til de franciskanske klostre
Rieti, også kaldet “Italiens geografiske centrum”, er en historisk by omgivet af grønne dale og smukke klostre. Byen har stor betydning på Via di Francesco, da Frans opholdt sig her i flere perioder af sit liv. Rietis fire franciskanske klostre – Fonte Colombo, Greccio, Poggio Bustone og La Foresta – gør byen til et vigtigt spirituelt centrum for pilgrimsfærd. Her kan pilgrimme opleve et tættere indblik i Frans’ liv, og mange vælger at udforske disse klostre for at forstå den ydmyge livsstil, som Frans efterlevede.
Pilgrimspasset til Via di Francesco: La Credenziale del Pellegrino
Historien bag La Credenziale del Pellegrino
La Credenziale del Pellegrino hedder det pilgrimspas, der benyttes på ruten Via di Francesco. Passet har man med under hele vandringen – og får stemplet undervejs. Ved at få stempler i dit pas, kan andre se, at du følger i Frans af Assisis fodspor på en vandring mod Assisi eller Rom.
Hvordan får man et pilgrimspas?
Hos Vagabond Tours kan du få udleveret dit pilgrimspas som en del af dine afrejsematerialer. Passet bliver sendt hjem til dig, så du har det med når du ankommer til Via di Francesco.
Sådan får du stempler i dit pas
Undervejs samler pilgrimmene stempler i passet fra forskellige stationer langs ruten – en symbolsk markering af de steder, de har besøgt og et konkret bevis på, at rejsen er gennemført. Stempler (sellos) kan fås i kirker, klostre, turistkontorer, herberger, cafeer og restauranter langs Via di Francesco. Det er en måde at dokumentere hele rejsen på, og stemplerne minder om din vandring.
- Kirker og klostre: Mange kirker og klostre langs ruten tilbyder stempler – stemplerne har ofte forskellige symboler, som alle har en religiøs eller lokal betydning.
- Herberger og hoteller: De fleste overnatningssteder langs Via di Francesco har stempler klar til pilgrimme.
- Cafeer og restauranter: Nogle steder tilbyder også stempler og understøtter dermed pilgrimsfærds-traditionen.
Traditionen med stempler
På Via di Francesco er pilgrimspas en ny tradition. De stempler, man som pilgrim får i sit pas, er dels praktisk – men også en dokumentation for, at man vandrer i Franses’ fodspor. Passet kan vises i enten Assis eller Rom.
Når du ankommer til målet i Assisi eller Rom
For de fleste pilgrimme afsluttes Via di Francesco med ankomsten til Assisi, Frans af Assisis fødeby eller til Rom, hvor Peterskirken danner en majestætisk kulisse for pilgrimsrejsens afslutning. Ved ankomsten til disse byer kan pilgrimmen få et sidste stempel og modtage en særlig velsignelse – og et bevis – som bekræftelse på vandringens fuldførelse.