OVERNATNING
Overnatning på hoteller eller guesthouses i byer
undervejs på ruten. Overnatningsstederne har en standard, der
svarer til 3-stjernede hoteller - alle med privat bad/toilet.
Enkeltværelse kan bestilles mod tillæg. Hvis du ønsker en ekstra
nat efter turen, kan den bestilles i Thale (turens slutby),
Osterode (turens startby) eller Quedingburg (UNESCO-by - en togtur
fra Thale).
FORPLEJNING
Morgenmad er inkluderet i prisen og serveres på
overnatningsstedet. Madpakke kan bestilles aftenen før på
overnatningsstedet og betales lokalt. Enkelte dage kan du købe
frokost undervejs på din vandring (det fremgår af dit
afrejsemateriale, som du modtager før turen). Der er restauranter i
alle overnatningsbyer. Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke
hovedmåltider der er inkluderet eller ikke inkluderet i turens pris
(Morgenmad/ Frokost/ Aftensmad).
VANDRINGERNE
På turen vandrer du hver dag til et nyt overnatningssted. Turen
byder på 5 fulde vandredage, samt en halv vandredag (turens sidste
dag). De enkelte dagsvandringer er på mellem 5 og 6 timers varighed
(eksklusive pauser).
Din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så du
bærer kun en lille rygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb,
såsom madpakke, regntøj, kamera mm. Du bedes bemærke, at denne
service kun gælder på selve vandreruten, dvs. fra det ene
overnatningssted til det andet. Man kan med fordel pakke sin øvrige
bagage, så den nemmere kan bæres eller rulles (rygsæk, taske med
bærerem, trolly).
BØRN
Turen er velegnet som familietur med lidt større børn.
Der skal så forventes flere pauser.
HUNDE
Hunde kan medbringes på denne tur mod et ekstra tillæg.
Der er ingen vanskelige passager for hunde. Hvis man medbringer sin
hund, skal dette oplyses ved tilmelding, så vi kan orientere
overnatningsstederne. Lokalt på overnatningsstederne opkræves et
tillæg (5-10 EUR pr. overnatningssted). Dette beløb opkræves
lokalt.
REJSEN DERTIL
Du skal selv sørge for at ankomme til startstedet for
turen (med tog eller bil) samt arrangere din hjemrejse fra turens
slutsted.
Start: Turen starter i stationsbyen Osterode.
Turens første dag er en ankomstdag, og du kan ankomme når som helst
på dagen. Der er parkeringsmuligheder i Osterode (både gratis
p-plads og betalings p-plads).
Slut: Turen slutter omkring frokosttid i
stationsbyen Thale efter 3-4 timers vandring. Evt. ekstra nat i
området kan bestilles (se afsnit om "Overnatning"). Hvis du er
ankommet i bil, kan en taxa transfer retur til Osterode bestilles.
Der er desuden offentlig transport mellem Thale og Osterode (ca. 3½
time).
Om Harzen, Harzen Nationalpark og "Heksens Sti"
Harzen er et bjergmassiv i Nordtyskland (sydvest for
Berlin). Det er én stor naturpark, som rækker ind i de tre tyske
delstater: Niedersachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen. Grænsen
under den kolde krig gik gennem Harzen og delte området ved
Bloksbjerg (som lå i Østtyskland/DDR). Harzen er en stor
naturoplevelse, og de mange velbevarede bindingsværksbygninger
giver en særlig historisk atmosfære.
I området er der igennem 1000 år udvundet sølv, kobber og andre
værdifulde metaller. I dag arbejdes der målrettet på
naturgenopretning, hvor beplantningen bringes tilbage til den
oprindelige, f.eks. at løvtræer erstatter nåletræer, kratere fra
minedrift omdannes til søer, og dyr og planteliv beskyttes bedst
muligt. Området er en mosaik af højmoser, søer, floder, nye og
gamle træer.
Her er flere UNESCO beskyttede kulturperler, bl.a.
vandingskanalerne Oberharzer Wasserwirtschaft, og byerne Goslar og
Quedlinburg (med flere end 1300 fredede bindingsværkshuse).
Harzen Nationalpark (247 kvadratkilometer) krydser hen over den
tidligere grænse mellem DDR og Vesttyskland. Nationalparken er en
af Tysklands i alt 14 nationalparker. Mottoet er: Lad natur
være natur. På den måde opstår værdifulde levesteder, som
beskytter arter og planter, som ellers er sjældne. Harz National
Park er næsten ubeboet. I parken ligger Nordtysklands højeste bjerg
Bloksbjerg (Brocken), der er 1142 m højt. Det høje tårn på toppen
af Bloksbjerg var tidligere lyttepost for Stasi, ligesom her også
var observationstårn. Der er mange sagn knyttet til området. I flg.
tysk folketro kommer hekse flyvende til Bloksbjerg på Valborgsaften
(aftenen før 1. maj). De kommer hertil fra Hexentanzplaz
(Heksedansepladsen), der er en høj klippeformation ved byen Thale.
Fra Thale er der lift til både Hexentanzplaz og klippefremspringet
Rosstrappe. Det er også muligt at vandre til de to
klippefremspring.
Harzer-Hexen-Stieg eller Heksens Sti er en knap 100 km lang
vandrerute (long-distance trail) på tværs af Harzen - fra
Osterode i vest til Thale i øst. Vandreruten blev i 2008 kåret som
Tysklands smukkeste. Stien er gennemskiltet med samme
symbol/piktogram hele ruten igennem. Ruten kan vandres af de fleste
- også børnefamilier med større børn.