Klik på den enkelte dag og læs turbeskrivelsen:
Dag 1: Ankomst til Roskilde
Ankomst starter i Roskilde, hvor du indkvarteres på hotel.
Kommer du tidligt, anbefaler vi, at du går en tur rundt i den
smukke by Roskilde, som er en af Danmarks ældste byer. Du kan gå
forbi Roskilde Domkirke, der er UNESCO verdensarv - bygget i
teglsten i gotisk stil og som rummer 38-40 kongegrave. Du kan også
gå forbi Roskilde Kloster, vikingeskibene, havnen og fjorden.
(-/-/-).
Dag 2: Fra Lejre til Hvalsø
Efter en dejlig morgenmad går du til stationen og tager toget
til Lejre. Dagens vandring begynder i Lejre, hvorfra du følger
Skjoldungestien til Hvalsø. Den første strækning på Skjoldungestien
går forbi kongehaller, Sagnlandet og gennem området ved Ledreborg
Slot. Naturen er smuk, varieret og let kuperet. Ruten følger ådale,
går gennem flere skovområder og langs Bølle Sø og Avnsø. Om
eftermiddagen når du målet for dagens vandring, som er Hvalsø
Kirkeby. Herfra tager du toget retur til Roskilde. Dagens vandring
er ca. 21 km. (M/F/-)
Dag 3: Fra Lejre til Roskilde
Efter morgenmaden har du en kort togtur til Lejre. Dagens
vandring begynder i Gl. Lejre og herfra skal du vandre en flot
strækning ad Skjoldungestien til Roskilde. Turen går igennem
langstrakte ådale, og det smukke landskab langs Kornerup Å, forbi
søer, gennem skov og forbi kulturhistoriske monumenter. Den sidste
del af turen går langs den imponerede Roskilde Fjord og slutter ved
Roskilde Domkirke. Her slutter turen. Dagens vandring er ca. 17 km.
(M/F/-)
Dagsprogrammet er udarbejdet på grundlag af de senest
tilgængelige oplysninger. Der tages forbehold for
ændringer.
Koden ovenfor i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.
OVERNATNING
Overnatning i dobbeltværelser på et godt hotel i Roskilde by (fast
base). Alle værelser har eget bad og toilet. Enkeltværelse kan
bestilles mod tillæg.
FORPLEJNING
Turen er inklusiv morgenmad to dage og madpakke to dage
(vandredage). Derudover kan du fylde kaffe på termokanden på
vandredagene. Aftensmad er for egen regning (restaurant, cafe,
take-away mm).
Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider der er
inkluderet i turen (Morgenmad/Frokost/Aftensmad)
VANDRINGERNE
Dagsvandringerne er på hhv. 21 og 17 km. Underlaget er en blanding
af asfaltveje, grus-, græs- og skovstier.
På turen har du fast base, så du kun bærer en lille rygsæk med
de ting, du skal bruge i løbet af dagen, såsom madpakke, regntøj,
kamera mm.
REJSEN DERTIL
Turen starter og slutter i Roskilde. Du skal selv sørge
for at komme til turens startsted, med offentlig transport eller
privat bil. Der er gratis parkering ved hotellet og flere steder i
området.
Start: Turen begynder ved hotellet i Roskilde, ca. 1,4 km fra
Roskilde Station. Se www.rejseplanen.dk
Slut: Turen slutter i Roskilde efter ca. 17 km vandring. Fra
Roskilde Station er der bus- og togforbindelse til hele landet. Se
www.rejseplanen.dk
OM SKJOLDUNGESTIEN
Skjoldungestien går igennem Nationalpark Skjoldungernes Land.
Skjoldungestien følger langstrakte ådale, søer og skov og forbi
kulturhistoriske monumenter. Nationalparken er opkaldt efter den
mytiske sagnkongeslægt, hvis hovedsæde ifølge sagnfortællinger lå i
Lejre-området. Området omkring Lejre er særlig rigt på historie og
her findes spor af skibssætninger og kongehaller - hvis historie
går tilbage til vikingetiden. Nationalparken Skjoldungernes Land
blev indviet i 2015.