Vagabond Tours

Hærvejen, Viborg-Jelling

Turfakta
Tur ID: 24HAER-3
Turtype: Individual
Pilgrimsture Pilgrimsture
Vandreture Vandreture
Hvornår:
01 apr-31 oct
Varighed:
7 dage / 6 nætter
Sværhedsgrad:
Let-Moderat
Må hunde medbringes:
Nej
Bemærk:
Kontakt os på mail booking@vagabondtours.dk hvis du ønsker at booke denne tur.
6.475 DKK
Når du booker en individuel tur er det altid på forespørgsel. Det betyder at din tur er ikke garanteret booket før alle overnatningssteder er bekræftet - og vi hæver ikke din betaling før vi har fået dette bekræftet.

Storslået natur og dragende historie gør Hærvejen til en ganske særlig vandreoplevelse. Ruten går langs den jyske højderyg fra domkirkebyen Viborg til kongernes Jelling. Du vandrer gennem nogle af de smukkeste danske landskaber med bakker og dale, marker og enge, søer og åer, krat, skov og hede. Undervejs overnattes på kroer, hoteller og bed & breakfast. Din bagage vil blive kørt frem til næste overnatningssted, så du kan nyde vandringerne. Turen slutter i Jelling.

Se også Hærvejsvandringen fra Viborg til Bølling Sø.

  • Oplev den gamle by Viborg – se bl.a. Nytorv, Viborg Domkirke med de to tårne, Latinerhaven og Sct. Mogensgade med de smukke gamle huse.
  • Kom vandrende gennem det fredede område ved Hald Sø og Dollerup Bakker syd for Viborg, hvor istiden har skabt store højdeforskelle.
  • Oplev naturen ad den ældgamle rute langs Jyllands højderyg og vandskel.
  • Oplev den gamle kongeby Jelling med den smukt restaurerede kirke, Jellingstenene og gravhøjene. (Vagabond Tours anbefaler ekstra overnatning i Jelling).
  • Nyd vandringen mens din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted.
DAG 1: ANKOMST TIL VIBORG

Ankomst til Viborg og indkvartering på overnatningsstedet. Du kan ankomme når det passer dig. Kommer du tidligt, anbefaler vi, at du på egen hånd besøger Viborg Domkirke og oplever stemningen i byens gamle gader og stræder. Se bl.a. Nytorv, Viborg Domkirke med de to tårne, Latinerhaven og de smukke huse i Sct. Mogensgade. (-/-/-)

Turen begynder blidt ad hærvejsruten ud af Viborg. Så går det gennem Viborg Hedeplantage og videre gennem Røverdalen, som er et smukt fredet hedeområde med mange fortidsminder. Man kan gå en lille omvej ned forbi Hærvejsstenen, der blev rejst i 70erne, og eventuelt slå et smut videre forbi Søndermarkskirken, hvor det smukke håndlavede Hærvejstæppe hænger. Videre gennem skoven til Hald Hovedgård ved Hald Sø. Området omkring Hald sø er fredet, og byder på fantastisk smukke vandreoplevelser. Mod syd er den omgivet af stejle skrænter på op til 80 meter, og søen er Danmarks tredje dybeste med en dybde på 31 meter. Dagens vandring er ca. 14 km. (M/-/A)

Fra Hald Sø går ruten gennem Dollerup Bakker med en flot udsigt over søen. Via den lille landsby Skelhøje fortsætter ruten ind i Havredal Plantage, hvor der i et bælte ligger flere end 50 fredede gravhøje. Så kommer man til Stendal Plantage, der blev rejst i 1788 for at skabe læ for opdyrkningen af heden. I den efterfølgende Ulvedal Plantage ses flere steder rester af brolagte hulveje, og i udkanten af Ulvedal findes en 4000 år gammel velbevaret langdysse. Dyssen er 40 m lang og indeholder to kamre, kendt som Jens Langknivs hule. Dagens vandring slutter mellem Ulvedal og Stendal Plantage. Dagens vandring er ca. 16 km. Transfer til hotel. (M/-/A)

Transfer retur til Ulvedal Plantage. Etapen i dag er lang, men kan afkortes med 6 km om morgenen (tillæg for evt. ekstra kørsel betales lokalt – ej inkluderet i turens pris). Dagens landskab er præget af hede og store plantageskove, og det var i dette område at Steen Steensen Blicher var præst i perioden 1819-1825 (Thorning Kirke). Efter en strækning gennem åbent land passerer man Kong Knaps dige, som ligger lige i udkanten af den store Kompedal Plantage. Buchwalds- og Stenholt skov byder på smukke egekrat, og Klosterlund Museum, udstiller fund fra Jyllands ældste bopladser. Museet ligger ved Bølling Sø. Dagens vandring er ca. 25 km (kan afkortes til 19 km mod et tillæg til en transfer om morgenen – betales lokalt). (M/-/A)

Dagens vandring starter langs den sydlige del af Bølling Sø, som var genstand for et af de største naturgenopretningsprojekter i Danmark. Søen blev dannet under den sidste istid for 10.000 år siden, ligger smukt på vandskellet, og er en af Danmarks højest beliggende søer. Syd for søen krydser du Funder Å, og vandrer gennem det puklede landskab ned mod Vrads Sande. Landskabet her er slettelandskab med næringsfattig, sandet jordbund. Her er klitter, søer, lynghede og enebær, ligesom området er præget af flyvesand. Vrads Sande har aldrig været opdyrket og blev fredet i 1968 for at bevare klitheden. Dagens vandring ender i Vrads, og er ca. 23-25 km. (M/-/A)

Fra Vrads fortsætter Hærvejen mod Tingdalssøerne, som er kendt for deres renhed og sjældne flora. Herfra går det sydpå til Nørre Snede og kirken med den berømte granitdøbefond, som har været udstillet i Berlin og New York. Den lokale brugs har et bredt udvalg af lokale produkter til frokosten, og Kafferisteriet er et oplagt sted at gøre holdt og tanke op inden turen fortsætter sydpå. Syd for Nørre Snede anbefaler vi at afvige en smule fra Hærvejen for at komme forbi Rørbæk Sø omgivet af herlig natur. Dagens etape ender umiddelbart syd for Rørbæk Sø. Overnatning ved Rørbæk Sø. Dagens vandring er ca. 22-24 km. (M/-/A)

Dagen lægger ud med den fire kilometer lange fredede strækning mellem Koutrup og Tinnet Krat, hvor man kan se de gamle hærvejsspor, og lave en lille afstikker ud til Gudenåens og Skjern Å’s kilder. Ruten slynger sig malerisk gennem et øde landskab af skov, hede og ager. Forbi Øster Nykirke med Sct. Peders Kilde,og til Kollemorten, hvor et område med egekrat menes at være rester af Danmarks oprindelige urskov. Fremme i Jelling kan du opleve Jelling-monumenterne, der betegnes som Europas fornemste, og er på UNESCO’s verdensarvsliste. Oplev også Jelling kirke og gravhøjene – det historisk allermest betydningsfulde sted på Hærvejen og en værdig afslutning på hærvejsvandringen. Dagens vandring er ca. 23 km. (M/-/-)

Dagsprogrammet er udarbejdet med udgangspunkt i de senest tilgængelige oplysninger. Der tages forbehold for ændringer. Koden ovenfor i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.

OVERNATNING
På turen vandrer du hver dag til et nyt overnatningssted. Du overnatter i dobbeltværelse på lokale hoteller, kroer og bed & breakfast (B&B). Enkeltværelser kan reserveres mod tillæg.

Hærvejens vandrerute går gennem et tyndt befolket område af Jylland og der passeres kun meget små byer undervejs. Det er derfor kun meget få steder undervejs, at der ligger overnatningssteder langs med ruten. De fleste overnatningssteder når man ved at gå et stykke væk fra vandreruten. Derfor er der (under dag-til-dag beskrivelsen) nogle steder angivet to km-antal, da det samlede km-antal for denne dag afhænger af, hvor du går fra på ruten og hvilket overnatningssted, du skal overnatte på.

Overnatningsstederne varierer i standard, da du overnatter på en kombination af hotel, kro og B&B. Nogle steder er der værelse med eget bad og toilet og andre steder med delt bad og toilet. Fælles for alle overnatningssteder er det gode værtskab. Værterne vil gøre deres bedste for, at du får en god oplevelse.

FORPLEJNING
Turen er inklusive halvpension, dog med undtagelse af aftensmad på ankomstdagen (dag 1). Frokost er for egen regning, idet madpakke kan bestilles på overnatningsstedet (husk at give køkkenet besked aftenen før).

Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider der er inkluderet eller ikke inkluderet i turens pris (Morgenmad/Frokost/Aftensmad).

VANDRINGERNE
Dagsvandringerne er på mellem 14 og 25 km.

I dag-til-dag er der angivet et antal km pr. dag. Dette er en cirka angivelse, idet antallet af km pr. dag kan variere afhængig af, hvilket overnatningssted, der er reserveret til dig og hvor tæt på/langt fra ruten det ligger.

Din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så du bærer kun en lille rygsæk med de ting, du skal bruge i dagens løb, såsom madpakke, regntøj, kamera mm.

REJSEN DERTIL
Start: Turen starter i Viborg alle ugens dage. Du skal selv sørge for at komme til Viborg (med offentlig transport eller privat bil). Den første dag er en ankomstdag uden vandring. Se www.rejseplanen.dk.

Slut: Turen slutter i Jelling (efter ca. 23 km vandring).Der er tog og bus station i Jelling. Se www.rejseplanen.dk. Du kan med fordel forlænge turen med en overnatning i Jelling.

HÆRVEJEN
Hærvejen er blot en af betegnelserne for den traditionsrige hovedfærdselsåre, som går fra Nordjylland via Viborg til Hamburg. Det er en af de ældste veje, man kender i Danmark, og oprindelig kaldtes den også Studevej, Oksevej, Gammel Viborgvej eller Kongevejen. Der var tre overgange over Limfjorden: Ved vikingeborgene ved Aggersund, ved Nibe og ved Nørre Sundby. Fra Viborg går det videre ad den jyske højderyg mod Padborg over Nørre Snede, Randbøl, Vejen, Vojens og Rødekro. Hærvejen løb mere eller mindre parallelt med den jyske højderyg. Her var ingen større vandløb, da ryggen udgjorde vandskellet, hvorfra kilderne enten løb mod øst eller vest. Hærvejen var i gamle dage ikke én vej men flere forskellige spor, som mødtes, når en større å skulle krydses, som f.eks. ved stenbroerne over Immervad Å, Gejlå og Bjerndrup Å (Povlsbro).

Hærvejen blev brugt til at drive dyr ned gennem Jylland og fra Fyn til markeder i Hamburg og Holland. Langs ruten blev der anlagt kongeligt privilegerede kroer, så studedrivere og andre rejsende kunne få nattely og forsyninger. Dengang var en dagsmarch på 30-40 km, så kroerne blev anlagt med en passende afstand. Her blev også indrettet folde til studene i form af cirkelrunde jordvolde med risgærde.

I middelalderen blev Hærvejen også benyttet af pilgrimme på vej til de hellige valfartssteder i Sydeuropa, hvoraf de fornemste (og fjerneste) var Santiago de Compostela og Rom. Pilgrimme fra Island og Norge fulgte også ruten ad den jyske højderyg.

I dag følger Hærvejen ét spor, som går gennem de samme smukke jyske egne og mange af de samme byer som den historiske rute. Man vandrer gennem et afvekslende kulturlandskab af bakker og dale, marker og enge, søer og åer, moser, krat og skove. I august og september kan man på heden opleve blomstrende violet lyng, f.eks. ved Dollerup på Grathe Hede og Vrads Sande. Lyngplanterne er levested for masser af sommerfugle, græshopper og bier, som leverer den fine lynghonning.

INKLUSIVE

  • Overnatning i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad
  • Aftensmad, “dag 2, 3, 4, 5 og 6”
  • Kørsel af bagage (1 stk. maks. 15 kg)
  • Vandreprogram og rutebeskrivelser (adgang til Vagabond Tours’ app)
  • Mulighed for print-selv af rutebeskrivelse og indtegnede ruter
  • Vandrekort (sendes pr. post med GLS)
  • Vagttelefon
  • Gebyr til Rejsegarantifonden

EKSKLUSIVE

  • Transport fra bopæl til turens startsted og retur
  • Frokost/madpakke
  • Aftensmad, “dag 1”
  • Evt. tillæg for 6 km transfer “dag 4” (bestilles og betales lokalt)
  • Drikkevarer
  • Enkeltværelse, kr. 1100
  • Tillæg ved solo-rejsende
  • Ekstra overnatning i Jelling inkl. halvpension (dobbeltværelse kr. 950 pr. person / enkeltværelse kr. 1500 pr. person)
  • Afbestillingsforsikring

Tidligere rejsende fortæller:

For os var det en perfekt kombination af motion, historie, natur og en god seng, godt selskab og gode senge.

J. L.

Mange tak for en vellykket tur. Nu er vi godt hjemme igen med masser af frisk luft i lungerne, sol på kinderne, blæst og regn i håret. Det har været rigtig fint arrangeret med gode overnatningssteder og god mad.

J. & J. H.

Vil du vide mere om turene i Danmark?

Kontakt Trine som er den der ved allermest om vores ture i Danmark.