OVERNATNING
På turen cykler du hver dag til et nyt overnatningssted.
Du overnatter i dobbeltværelse på lokale B&B og hotel.
Enkeltværelse kan reserveres mod tillæg.
Hærvejens cykelrute går gennem et tyndt befolket område af
Jylland, og der passeres kun mindre byer undervejs. Det er derfor
ikke alle steder, overnatningssteder ligger lige på ruten. Nogle
overnatningssteder når man ved at cykle et stykke væk fra
Hærvejen.
Overnatningsstederne varierer i standard. Nogle steder er
værelset med eget bad og toilet, andre steder med delt bad og
toilet. Fælles for alle overnatningssteder er det gode værtskab.
Værterne vil gøre deres bedste for, at du får en god oplevelse.
FORPLEJNING
Turen er inklusive morgenmad alle dage, aftensmad (dag 2,
3, 4 og 5) samt frokost dag 5. Aftensmaden dag 2 er blot et let
måltid, og vi anbefaler, at man selv handler lidt ind til
supplement undervejs. Der er indkøb tæt på overnatningsstedet. På
ankomstdagen i Viborg (dag 1) er der restauranter i byen. Frokost
er for egen regning, og madpakke kan bestilles på
overnatningsstedet (husk at give besked aftenen før).
Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke hovedmåltider der er
inkluderet, eller ikke inkluderet i turens pris
(Morgenmad/Frokost/Aftensmad).
CYKELETAPERNE
Dagsetaperne er på mellem 40 km og 60 km. Underlaget, du
cykler på, er primært mindre asfaltveje, men der er også både
grusveje og skovstier på ruten. Medbringer du egen cykel, skal den
helst ikke have for smalle dæk. I dag-til-dag programmet er der
angivet et antal kilometer pr. dag. Dette er en ca. angivelse, idet
antallet af kilometer pr. dag selvfølgelig også afhænger af, hvor
mange afstikkere du vælger at køre. Der er mange oplevelser på
ruten.
CYKELLEJE
Du har mulighed for at medbringe din egen cykel - eller
leje en cykel gennem os (tillæg). Hvis du lejer en cykel gennem os,
kan du vælge mellem flg. cykler:
- Alm. cykel med 7 gear
- Mountainbike
- El-cykel
Cykeltypen vælger du i bestillingsformularen. Der er tillæg for
leje af cykel (se afsnittet med priser). Hvis du vælger at leje en
cykel, skal den afhentes på en adresse i Viborg. Sammen med din
bestilling, skal du indtaste din højde.
Den lejede cykel er inkl. hjelm, styrtaske og reparations kit
(lappegrej, dækjern, pumpe og ekstra slange).
Efter endt cykeltur har vi arrangeret en transfer for dig og den
lejede cykel retur til Viborg (hvor din bil måske holder parkeret).
Medbringer du egen cykel, vil dette også kunne arrangeres mod et
tillæg.
BAGAGE OG CYKELTASKER
Bagagen skal pakkes i egne cykeltasker og medbringes på
cykelturen. Lejer du cykler gennem os, er taskerne inklusiv i
prisen. På overnatningsstederne er der opredte senge og
håndklæder.
Du modtager en pakkeliste, når du tilmelder dig turen.
REJSEN DERTIL
Turen starter i Viborg. Du skal selv sørge for at komme
til turens startsted (med offentlig transport eller privat bil).
Cykelturen begynder nær Viborg togstation.
Start: Turen starter i Viborg. Turens første dag er en
ankomstdag. Du kan ankomme, når det passer dig.
Slut: Cykelturen slutter i Padborg (efter ca. 39 kilometers
cykling). Fra Padborg er der inkluderet en transfer kl. 16:30
(person + cykel) retur til Viborg. Forventet ankomst til Viborg er
kl. ca. 19:00. Fra Viborg er der tog til hele landet. Se www.rejseplanen.dk.
Du har mulighed for at bestille en ekstra nat i Viborg eller
Padborg.