Dag 2: Vandring ned til Furore-fjorden
I dag er vores første rigtige vandredag. Det meste af ruten går
nedad, og der er mulighed for at fravælge dele af den. Fra vores
hotel går vi til "Punto panoramico", måske det smukkeste
udsigtspunkt på hele Amalfikysten. Herfra begynder en nedstigning
gennem et dramatisk landskab med fabelagtige udsigter langs
Sorrento-halvøen og til Capri. Svimlende kalkstensklipper skyder i
vejret i gullige og grønne nuancer, mens det azurblå hav synes så
tæt på, at man kunne røre det.
Stien går gennem flækken Furore og ned til den såkaldte "fjord",
som er et stort indhak i klippekysten med farverige huse og
fiskerbåde. Herfra går stien opad mod den charmerende landsby Conca
dei Marini - en strækning med uovertrufne udsigter - hvorfra vi
tager bussen op til vores hotel. (Hvis nogen har kræfter i behold,
kan man også vandre dertil.)
Ruten giver et interessant indblik i områdets geologiske
historie, ligesom man møder det lokale landbrug, som stadig bruger
traditionelle metoder. Her veksler den typiske middelhavsvegetation
med vinplanter, valnød, eg og gyvel, og man ser huse bygget i
traditionel stil med trætage. Dagens tur er ca. 9 km og ca. 4
timers vandring med adskillige steder, som indbyder til en pause og
en forfriskning. (M/-/A)