Hærvejen, Hirtshals til Blokhus

Vandringen begynder i den aktive fiskerby, Hirtshals og ender i Blokhus/Hune. Undervejs passerer ruten natur- og kulturmæssige perler, hvor vi oplever områdets helt særegne natur. Ved Lønstrup Klint følger Hærvejen de gamle kirkestier, hvor flere kirker ligger som ruiner, truet af det grådige Vesterhav. Vi kommer forbi vandreklitten Rubjerg Knude med Rubjerg Fyr, der ligger smukt omgivet af gule klitter, og igennem de store klitområder nord for Løkken. Mellem Løkken og Blokhus kan vi vælge at vandre en hel dag langs stranden, eller bevæge dig lidt ind i det smukke, let kuperede klitområde ved Kettrup bjerge og lille Norge. Undervejs overnatter vi på hoteller og B&B, og vores bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så vi kan nyde vandringerne.

  • Oplev naturen i de fantastiske klitområder langs den nordlige vestkyst.
  • Oplev Rubjerg Knude, området med Danmarks højeste vandreklit og den smukke, særprægede natur omkring Rubjerg Fyr.
  • Oplev de stemningsfyldte kystbyer Løkken og Blokhus.
  • Fyld støvlerne med sand og sjælen med ro.

Dag 1: Ankomst til Hirtshals

Turen begynder i Hirtshals, hvor der er indkvartering på overnatningsstedet fra kl. 14:00. Om aftenen er der fælles middag og introduktion til de næste dages vandring. (-/-/A)

Koden ovenfor i parentes viser de måltider, som er inkluderet (Morgenmad/Frokost/Aftensmad), idet (-) betyder ikke-inkluderet.

OVERNATNING

På turen vandrer vi hver dag til et nyt overnatningssted. Èt sted overnatter vi dog to nætter. Vi overnatter i delt dobbeltværelse på en kombination af hoteller, B&B og vandrehjem. Enkeltværelse kan bestilles mod tillæg. Overnatningsstederne varierer i standard. Nogle steder er værelset med eget bad og toilet, mens det andre steder er med delt bad og toilet. Fælles for alle overnatningsstederne er det gode værtskab med værter, der vil gøre deres bedste for, at du får en god oplevelse.

FORPLEJNING
Turen er inklusiv fuld forplejning fra aftensmad dag 1 til frokost dag 4. Morgenmad og aftensmad serveres på overnatningsstederne og frokost er som smør-selv madpakke ved morgenbordet. Det fremgår af dagsprogrammet, hvilke måltider der er inkluderet i turens pris (Morgenmad/Frokost/Aftensmad).

VANDRINGERNE

Dagsvandringerne er på mellem 16 og 21 km. Underlaget, vi vandrer på, er en blanding af kyst-, skov-, og trampestier, grus- og markveje, strand og en smule asfalt. Din bagage bliver kørt frem til næste overnatningssted, så du bærer kun en lille rygsæk med de ting, du skal bruge i løbet af dagen, såsom madpakke, regntøj, kamera mm.

REJSEN DERTIL

Start: Turen starter i Hirtshals. Første dag er en ankomstdag (indkvartering fra kl. 14:00). Du skal selv sørge for at ankomme til turens startsted med offentlig transport eller privat bil.

Slut: Turen slutter i Blokhus/Hune (efter ca. 18 km vandring). Fra Blokhus/Hune er der busforbindelse til Ålborg, hvorfra der afgår tog til hele landet. Se www.rejseplanen.dk.

HÆRVEJEN
Hærvejen er blot én af betegnelserne for den traditionsrige hovedfærdselsåre, som går fra Nordjylland via Viborg til Hamborg. Det er en af de ældste veje man kender i Danmark, og oprindeligt kaldtes den også Studevej, Oksevej, Gammel Viborgvej eller Kongevejen. Der var tre overgange over Limfjorden: Ved Vikingeborgene ved Aggersund, ved Nibe og ved Nørre Sundby. Fra Viborg går det videre ad den Jyske højderyg mod Flensborg over Nørre Snede, Randbøl, Vejen, Vojens og Rødekro. Hærvejen løb mere eller mindre parallelt med den Jyske Højderyg. Her var ingen større vandløb, da ryggen udgjorde vandskellet, hvorfra kilden enten løb mod øst eller mod vest. Hærvejen var i gamle dage ikke én vej, men flere forskellige spor, som mødtes, når en større å skulle krydses, som f.eks. ved stenbroerne over Immervad Å, Gejlå og Bjerndrup Å (Povlsbro).

Hærvejen blev brugt til at drive dyr ned igennem Jylland og fra Fyn, til markeder i Hamborg og Holland. Langs ruten blev der anlagt Kongeligt privilegerede kroer, så studedrivere og andre rejsende kunne få nattely og forsyninger. Dengang var en dagsmarch på 30-40 kilometer, så kroerne blev anlagt med en passende afstand.

I middelalderen blev Hærvejen også benyttet af pilgrimme på vej til de hellige valfartssteder i Sydeuropa, hvoraf de fornemste (og fjerneste) var Santiago de Compostela og Rom. Pilgrimme fra Island og Norge fulgte også ruten ad den jyske højderyg.

Hærvejen er i dag en populær vandrerute, og følger ét spor, som går gennem de samme smukke jyske egne og mange af de samme byer som den historiske rute. Man vandrer gennem et afvekslende kulturlandskab af bakker og dale, marker og enge, søer og åer, moser, krat og skov.

NORDSØSTIEN
Nordsøstien - The Sea Trail - er et EU-samarbejde, hvor en markeret vandrerute gør det muligt at vandre ca. 5000 km langs store dele af kysten rundt om Nordsøen. Ruten er også en fjernvandrerute og forbinder syv land i et ønske om at støtte bæredygtig turisme, samt udbrede kendskabet til lokal kulturhistorie og natur. Udover Danmark er der etableret rutestrækninger i Skotland, England, Norge, Sverige, Holland og Tyskland. Stien følger fortrinsvis skov- og markveje, stier langs kysten, i skæl eller læhegn samt trampede spor. Nogle steder følger stien også cykelstier og asfalterede veje.

INKLUSIVE

  • Overnatning på hotel og B&B
  • Morgenmad alle dage
  • Frokost som madpakke, 3 dage
  • Aftensmad, 3 dage
  • Vandrekort (1 sæt pr. par/gruppe)
  • Kørsel af bagage (1 stk. bagage per person, max 15 kg) mellem overnatningsstederne
  • Dansk turleder
  • Oplysninger, anbefalinger og praktiske tips
  • Produktansvarsforsikring
  • Gebyr til Rejsegarantifonden

EKSKLUSIVE

  • Transport fra bopæl til turens startsted og retur
  • Drikkevarer
  • Evt. tillæg for enkeltværelse kr. 1000
  • Evt. afbestillingsforsikring
  • Bookinggebyr kr. 145

Accepter cookies

Vagabondtours.dk anvender cookies til at lagre informationer om dine besøg. Vi indsamler ikke personrelaterede informationer. Når du bruger vagabondtours.dk accepterer du samtidig vores brug af cookies. Læs mere