OVERNATNING
På turen vandrer vi hver dag til et nyt overnatningssted. Èt sted
overnatter vi dog to nætter. Vi overnatter i delt dobbeltværelse på
en kombination af hoteller, B&B og vandrehjem. Enkeltværelse
kan bestilles mod tillæg. Overnatningsstederne varierer i standard.
Nogle steder er værelset med eget bad og toilet, mens det andre
steder er med delt bad og toilet. Fælles for alle
overnatningsstederne er det gode værtskab med værter, der vil gøre
deres bedste for, at du får en god oplevelse.
FORPLEJNING
Turen er inklusiv fuld forplejning fra aftensmad dag 1 til frokost
dag 7. Morgenmad og aftensmad serveres på overnatningsstederne og
frokost er som smør-selv madpakke ved morgenbordet. Det fremgår af
dagsprogrammet, hvilke måltider der er inkluderet i turens pris
(Morgenmad/Frokost/Aftensmad).
VANDRINGERNE
Dagsvandringerne er på mellem 14 og 22 km. Underlaget, vi vandrer
på, er en blanding af kyst-, skov-, og trampestier, grus- og
markveje, strand og en smule asfalt. Din bagage bliver kørt
frem til næste overnatningssted, så du bærer kun en lille rygsæk
med de ting, du skal bruge i løbet af dagen, såsom madpakke,
regntøj, kamera mm.
REJSEN DERTIL
Start: Turen starter i Hirtshals. Første dag er en ankomstdag
(indkvartering fra kl. 14:00). Du skal selv sørge for at ankomme
til turens startsted med offentlig transport eller privat bil.
Slut: Turen slutter i Fjerritslev om eftermiddagen (efter ca. 16
km vandring). Det er muligt at tilkøbe en ekstra nat i Fjerritslev.
Fra Fjerritslev er der busforbindelse til de omkringliggende større
byer, hvorfra der afgår tog til hele landet.
Se www.rejseplanen.dk
HÆRVEJEN
Hærvejen er blot én af betegnelserne for den
traditionsrige hovedfærdselsåre, som går fra Nordjylland via Viborg
til Hamborg. Det er en af de ældste veje man kender i Danmark, og
oprindeligt kaldtes den også Studevej, Oksevej, Gammel Viborgvej
eller Kongevejen. Der var tre overgange over Limfjorden: Ved
Vikingeborgene ved Aggersund, ved Nibe og ved Nørre Sundby. Fra
Viborg går det videre ad den Jyske højderyg mod Flensborg over
Nørre Snede, Randbøl, Vejen, Vojens og Rødekro. Hærvejen løb mere
eller mindre parallelt med den Jyske Højderyg. Her var ingen større
vandløb, da ryggen udgjorde vandskellet, hvorfra kilden enten løb
mod øst eller mod vest. Hærvejen var i gamle dage ikke én vej, men
flere forskellige spor, som mødtes, når en større å skulle krydses,
som f.eks. ved stenbroerne over Immervad Å, Gejlå og Bjerndrup Å
(Povlsbro).
Hærvejen blev brugt til at drive dyr ned igennem Jylland og fra
Fyn, til markeder i Hamborg og Holland. Langs ruten blev der anlagt
Kongeligt privilegerede kroer, så studedrivere og andre rejsende
kunne få nattely og forsyninger. Dengang var en dagsmarch på 30-40
kilometer, så kroerne blev anlagt med en passende afstand.
I middelalderen blev Hærvejen også benyttet af pilgrimme på vej
til de hellige valfartssteder i Sydeuropa, hvoraf de fornemste (og
fjerneste) var Santiago de Compostela og Rom. Pilgrimme fra Island
og Norge fulgte også ruten ad den jyske højderyg.
Hærvejen er i dag en populær vandrerute, og følger ét spor, som
går gennem de samme smukke jyske egne og mange af de samme byer som
den historiske rute. Man vandrer gennem et afvekslende
kulturlandskab af bakker og dale, marker og enge, søer og åer,
moser, krat og skov.
NORDSØSTIEN
Nordsøstien - The Sea Trail - er et EU-samarbejde, hvor en
markeret vandrerute gør det muligt at vandre ca. 5000 km langs
store dele af kysten rundt om Nordsøen. Ruten er også en
fjernvandrerute og forbinder syv land i et ønske om at støtte
bæredygtig turisme, samt udbrede kendskabet til lokal
kulturhistorie og natur. Udover Danmark er der etableret
rutestrækninger i Skotland, England, Norge, Sverige, Holland og
Tyskland. Stien følger fortrinsvis skov- og markveje, stier langs
kysten, i skæl eller læhegn samt trampede spor. Nogle steder følger
stien også cykelstier og asfalterede veje.