Sværhedsgrader og turforberedelse

Hos Vagabond Tours laver vi rejser, som spænder vidt med hensyn til sværhedsgrad. Nedenfor følger nogle praktiske råd, som kan hjælpe dig til at vælge det rigtige niveau. Men du er selvfølgelig meget velkommen til at kontakte os, hvis du er i tvivl.

Vi har vurderet hver rejse i programmet i forhold til fire sværhedsgrader, som er angivet i turens faktaboks. Der er flere forhold, som har indflydelse på en turs sværhedsgrad. Det er bl.a. længden af turens dagsetaper, din fysiske form, vejrforholdene og det terræn, som stien går igennem.

Nogle af disse forhold kan variere enten objektivt mellem ture på forskellige tidspunkter af året eller subjektivt mellem forskellige personer.

En tur bliver lettere, hvis man får sin bagage kørt, hvilket er inkluderet eller valgfrit på langt de fleste af vores ture. På nogle ture kan man gøre turen lettere ved at springe en etape over, hvis man overnatter samme sted flere nætter, eller ved at afkorte en etape. Det er derfor næsten umuligt at beskrive en turs sværhedsgrad entydigt.

Detaljeret turbeskrivelse (dag-til-dag-program)
Under hver tur en udførlig beskrivelse af programmet og aktiviteterne på de enkelte dage, herunder vandretid pr. dag, højdeforskel og andre relevante faktorer. Du bør læse denne information grundigt, før du bestiller din rejse.

Husk at vandring i bjergegne er mere krævende end vandreture herhjemme. Har du ikke før været på vandreferie, og er du i tvivl om dit niveau, vil vi anbefale dig at vælge den letteste rejse af de ture, du overvejer.

Din forberedelse
De fleste af vores ture ikke er specielt krævende, men du bør have en almindelig god grundform. Du kan forbedre formen ved at dyrke motion mindst en gang om ugen i månederne, før du tager afsted. En lang cykel- eller gåtur, en halv times svømning, fitness eller gymnastik er ofte nok.

Du bør også påbegynde turen i udhvilet tilstand. Det vil øge fornøjelsen betydeligt og gøre dig mere åben over for nye oplevelser.

Sidst men ikke mindst bør du være omhyggelig med at kontrollere dit udstyr før rejsen. Sørg for at medbringe en jakke, som er vind- og vandtæt, godt fodtøj, en lun trøje mm. (Vi sender dig en vejledende pakkeliste, når du har bestilt turen.)